Skip to main content

Asiaq og Visit Greenland har sammen med andre nordiske samarbejdspartnere produceret en film om at færdes sikkert i den grønlandske natur. I filmen er der gode råd i forhold til at undgå laviner, tsunamier fra kælvende isbjerge, stenskred, varsom brug af åben ild og omskiftelige vejrforhold. Filmen er særligt rettet mod turister, som oftest har begrænset kendskab til at færdes i den grønlandske natur, men den kan bruges af alle.

I filmen opfordres turisterne til at bruge alle deres sanser til at læse landskabet, og tegnefilmen viser helt konkret, hvad turisterne skal lægge mærke til i forhold til fx kælvende isbjerge, stenskred og lignende. Filmen opmuntrer også turisterne til at tjekke vejrudsigten (dmi.dk/gronland) og det faktiske vejr (vejr.asiaq.gl) inden de begiver sig ud i naturen.

  • “Ved Asiaq driver vi en række vejrstationer, som måler de faktiske vejrforhold forskellige steder i landet. Vejrmålingerne kan hele tiden følges via vores hjemmeside (Vejr.asiaq.gl). Vi ved at rigtig mange lokale bruger hjemmesiden dagligt, hvilket vi er rigtig glade for”, udtaler direktøren i Asiaq Mette Skarregaard Pedersen.
  • “Nu rækker vi sammen med Visit Greenland ud til turister og andre besøgende, så de også får et bedre kendskab til, hvor de kan finde viden om vejret, og hvad de ellers bør være opmærksomme på i naturen”.

Formålet med videoen er at opmuntre turister til at forberede sig lidt mere inden de begiver sig ud i den grønlandske natur, så de undgår at komme i farlige situationer.

  • “I Visit Greenland har vi en klar mission om at promovere Grønland som en adventure destination med fokus på kvalitet, sikkerhed og bæredygtighed. Vores primære mål er at sikre, at vores besøgende får uforglemmelige eventyr og minder med hjem på en sikker måde. Dette fælles projekt er et vigtigt skridt i retning af at etablere en klar forventningsafstemning med vores turister, hvilket er afgørende for at sikre en positiv og ansvarlig rejseoplevelse”, udtaler Direktør i Visit Greenland Anne Nivika Grødem.
  • “I Asiaq er vi eksperter i at indsamle data og rådgive om det fysiske miljø i Grønland. Vi indsamler ikke data for datas skyld, men netop for at data skal bruges og skabe værdi for samfundet. Det er hele tiden vores fokus, og derfor glæder vi os i Asiaq over den lille film, som på en både detaljeret og letforståelig måde får sat fokus på et vigtigt emne”, afslutter direktøren.

Filmens målgruppe er især turister, men der er intet til hinder for, at filmen også kan bruges i undervisningen i folkeskolen eller i andre sammenhænge.

Asiaqs vejrmålinger findes her: vejr.asiaq.gl

Filmen varer 8 minutter og kan ses her:

Faktaboks

Oplysningsfilmen er produceret i samarbejde mellem:

Projektet har fået fondsstøtte fra: